Makreljagt

Makreljagt

5.0/5 rating 1 vote

 - you snooze you loose! 

Der var flot klart vand fra molen til at starte med.Dato: Tirsdag d. 28. juli 2015
Sted: Nordjyllands østkyst
Vejr: Ca. 7-8m/s fra nord - skyet
Sats: Makrel (hornfisk, skrubber, fjæsing osv.)

Endelig fik vi tid til at komme ud på fisketur - efter en laaang juli, hvor jeg har passet mine pligter som Løkken Koncert, bålfest, familiekajaktur ... og så selvfølgelig mit byggeri herhjemme.... Men altså med alt for lidt fiskeri, og kun 6-8 makreller på en heldig aften på Løkken Mole tidligere på sommeren. Og ja - det mens folk nærmest har oplevet makrelbonanza rundt omkring - you snooze you loose!

Følg Jydefiskeren på facebook her

Løkken Mole - here we come!

Der var østenvind til at starte med - det var der også dagen før, så vi håbede, at vandet var blevet klart på vores hjemmemole. Vi havde begge taget stort set ALT vores grej med, for der skulle i hvert fald fiskes...
Vandet var kun lidt klart, da vi kom ned på recognoseringstur på molen. Der stod pænt mange mennesker, som næsten ingenting fangede, så vi tog en hurtig beslutning, og kørte mod øst.

Frederikshavn - here we come!

På vej mod Frederikshavn beamede vi Dan op - det er jo hans hjemmebane, og hvis der er noget som er værd at fiske efter i området - så ved Dan det. Han var klar på en lille fisketur, og vi mødtes med ham på molen, hvor vi lige fik snakket om himmel og hav - mest hav... Men ja - det var lang tid side, at jeg havde fået fisket, så snakken blev hurtigt afbrudt at en "Vi fanger nok ikke noget, mens vi står her..."

Forfang eller flåd - grejet

Dan fiskede med sin 12fods karpestang med 0.16 fletline (Spiderwire mener jeg det er) og to sildeforfang bundet sammen - og selvfølgelig en kastepirk i enden. Den lange stang gør, at han sagtens kan styre at kaste det nu pænt lange forfang. De to forfang har ikke bare den fordel, at han nærmest kan fange sig en makrelstime på et kast - men han søger også fiskene i dybere kolonne, end med et enkelt forfang - og har altså større chance for at finde fisken på den måde.
Diller fiskede med sin nifods kyststang - også med 0.16 fletline. Han brugte lidt forskelligt denne dag, men lagde ud med et bombardaflåd med en enkeltkrog og sildestykke fisket ca. 1.5m. efter.
Jeg fiskede med et Drenan piker glideflåd som dette. Men fiskede ikke dybt - ca. 1,5m. under satte jeg en helt lille trekrog. Hvis vejret havde været til det, havde jeg nok brugt et lille miniflåd.

Mit flådrigTingene sidder på linen i denne rækkefølge (Jeg benytter denne fluorocarbon til forfang i 0.35):  
1: Svirvel eller perfect loop (denne undlades, hvis du vil fiske dybt og udnytte glideflådets evne til dette. Så skal flådet sidde på hovedlinen, så det kan give mere line.
2: Flådstop 1
3: Glideflåd
4: Flådstop 2 (denne kan udelades for at lave et rig som kaster bedre)
5: Glidelod (lille kuglebly, som holder flådet præcis over vandet).
6: En dobbelt flådstop til at bremse loddet og holde afstand til krogen.
Alle ovenstående ting sidder på de øverste ca. 20cm. af rigget.
7: I enden en lille trekrog (Hvis jeg ved der er makreller, bruger jeg en kraftig enkeltkrog og fisker dybere). Krogen sidder ca. 1,5m. under flåddet i mit rig. Trekrogen har ca. 1m.30cm. fri line under loddet, så sildestrimlen får en mere naturlig gang under aktivt fiskeri, og når rigget landet.

Flådet dykkede med det samme

Jeg havde knap kastet ud, før mit flåd forsvandt under havoverfladen - en stor fed hornfisk bekendte hurtigt kulør. Dan stod og søgte efter makrellerne med sine forfang, så jeg fiskede lidt målrettet efter fede hornfisk med mit rig... havde jo lovet min skønne kone, at der skulle komme smørstegte hornfisk med nye kartofler og persillesovs på bordet, hvis jeg lige kunne få lov at fiske lidt. :)

Flere hornfisk fulgte...

Jeg havde faktisk hug i næsten hvert kast. Strøm og vind gjorde, at rigget drev noget, så jeg spinnede langsomt rigget ind med lange pauser imellem. En ting er sikker - et stort overdrevet ryk med stangen, så rigget fyrer 1-2 meter gennem vandet og silden næsten kommer til overfladen - det kan lokke en lidt sky mistænksom hornbasse til hug. Jeg fangede i alt syv rigtigt fine hornfisk.
Diller prøvede lidt forskelligt - f.eks. en stripper. Der kom lidt vægt på sildestrimlen efter bombarda, men heller ikke rigtigt noget på dette bortset fra et par små hug. Denne dag sejrede et godt gammeldags flåd med sildestrimmel klart. Dan fik heller intet på forfang.

Bølgerne kommer!

En skrubbe hoppede på flådriggetDer begyndte at blæse lidt op på molen, og bølgerne stod efterhånden nok ind over, til at vi var glade for vores regntøj. Vi bestemte os for at skifte plads og tjekke Frederikshavn Havn ud.

Havnerundfart med Dan

Man skal være vågen, når man skal følge med Dan rundt på havnen. Han kender alle steder og smutveje som sin egen bukselomme. Vi kørte ned til et af havnebassinerne, hvor der stod ca. 10 mand og fiskede med glideflåd på ca. 3m. Vandet lå helt blik er og man kunne se de 10 røde propper ligge livløse i vandet. Dan faldte i snak med nogle af de lokale gutter, så Diller og jeg fortsatte vores jagt. Det her var i hvert fald ikke stedet lige nu. 

Sæby here we come!

Vi nåede lige et hurtigt stop på Marinaens mole. Jeg fangede en fin skrubbe på mit flådrig. Vandet var godt grumset, så vi fiskede kun i 20min. før vi kørte til Sæby Mole. Der kunne vi lige nå at fiske den sidste time eller to før mørkets frembrud. Der stod kun få mennesker og fiskede. Der blev fanget nogle få fladfisk og vist ikke så meget andet denne aften. Vi prøvede lykken fra molespidsen - en med flåd og en med bundrig. Vi fangede intet her. Efter ca. en times fiskeri pakkede vi grejerne, og kørte hjemad mod Vestkysten.

Alt i alt en lækker lækker dag

Smørstegt hornfisk ligger højt på listen over livretter herSelvom de andre ikke fangede noget, havde vi en super hyggelig eftermiddag og aften. Jeg fik mine syv fine hornfisk og en skrubbe. Skrubben og tre hornfisk blev spist igår. Min etårige søn Bastian er helt pjattet med hornfisk - og nu også skrubbe. Det er mig en sand fornøjelse at fange og tilberede sådan et måltid for mine kære, når man kan se, at det er påskønnet. Beklager den sparsomme mængde billeder på denne tur.

Tusind tak fordi du gider læse med!

Tak fordi du læser med! Det er også en sand fornøjelse at skrive disse artikler om mine fisketure - især når jeg kan se og læse, at det bliver påskønnet via dine kommentarer, likes og delinger på facebook, så TUSIND tak til alle jer der giver lidt tilbage den vej!